Om kommuneplanen

Kommuneplanen sammenfatter og konkretiserer de overordnede politiske mål for udviklingen i kommunen. Her fastlægger kommunalbestyrelsen politikken for byernes udvikling og for det åbne land. Kommuneplanen er en plan for HELE kommunen og giver et sammenhængende overblik over den fremtidige udvikling i et helhedsperspektiv.

Kommuneplanen består af strategiske overvejelser og afvejninger af, hvilken udvikling byrådet ønsker, og hvad der skal gøres for, at dette kan ske. Der ud over handler kommuneplanen også om arealregulering, hvilke arealer må man bruge til hvad og på hvilke vilkår og hvornår.

En kommuneplan består af:

  • en hovedstruktur 
  • retningslinjer for arealanvendelsen for en række emner
  • rammer for lokalplanernes indhold for de enkelte dele af kommunen

 

Til det enkelte emne i hovedstrukturen er der knyttet retningslinjer. Retningslinjerne angiver enten generelle bestemmelser, eller refererer til specifikke geografiske udpegninger af interesseområder, der skal varetages igennem administrationen. Det er retningslinjernes specifikke ordlyd, der er bindende for administrationen. Til hver retningslinje er der knyttet en redegørelse, der uddyber og forklarer baggrunden for retningslinjen, og præciserer, hvordan retningslinjen skal anvendes. En retningslinje må ikke opfattes som et forbud.

Retningslinjerne skal administreres i forhold til planlovens ”virke for”-bestemmelse. Det vil sige at mål, retningslinjer, redegørelse og arealudpegninger er udgangspunkt for en konkret vurdering – en vurdering, der baserer sig på faglighed og sund fornuft.

Planloven skal sikre, at den sammenfattende planlægning forener de samfundsmæssige interesser i arealanvendelsen og medvirker til at værne landets natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet.

Planlægningen skal især sikre, at:

  • Der ud fra en planmæssig og samfundsøkonomisk helhedsvurdering sker en hensigtsmæssig udvikling i hele landet.
  • Der skabes og bevares værdifulde bebyggelser, bymiljøer og landskaber.
  • De åbne kyster fortsat udgør en væsentlig natur- og landskabsressource.
  • Forurening af luft, vand og jord samt støjulemper forebygges.
  • Offentligheden i videst muligt omfang inddrages i planlægningsarbejdet.

En række areal-, natur- og miljødata kan findes på Danmarks Miljøportal - www. miljoeportal.dk. Alle planforslag og planer lægges på en planportal - www.PlansystemDK.dk - så alle kan se, hvilke planer der gælder for de enkelte ejendomme.