5.1.2.1 Veje

Statisk kort
Statisk kort
  • Nye veje i det åbne land skal anlægges under hensyntagen til de landskabelige og naturmæssige interesser.
  • Ved planlægning af nye veje skal man som udgangspunkt overholde miljøstyrelsens vejledende støjkrav for veje.
  • Nye veje i boligområder samt nye veje, der kun betjener få ejendomme eller lille trafikal betydning skal primært være private fællesveje.
  • Alle større projekter skal gennemgå en tilgængelighedsrevision og en trafiksikkerhedsrevision, for at sikre både trafiksikkerhed og tilgængelighed for alle borgere.

Nye veje i det åbne land
Udbygning af vejnettet bør ske ud fra en målsætningsplan med indbyggede krav til vejenes geometri og fremkommelighed. Udbygningen koordineres med nabokommuner og staten. Nye veje i det åbne land skal anlægges under hensyntagen til de landskabelige og naturmæssige interesser.

Trafiksikkerhed
Det er byrådets mål, at trafiksikkerheden skal forbedres, så der ved udgangen af 2020 kommer 50 % færre til skade på kommunens vejnet, set i forhold til antallet af personskader i 2010. Med udgangen af 2020 må der derfor højest være 16 personer, som kommer til skade på det kommunale vejnet.
Målet er uafhængigt af trafikudviklingen og andre faktorer, som kan påvirke trafiksikkerheden. Målet er i overensstemmelse med Færdselssikkerhedskommissionen handlingsplan fra 2013.
Forbedring af trafiksikkerheden skal ske gennem en forebyggende indsats på kryds og strækninger, hvor der registreres flest uheld i den årlige sortpletudpegning. Desuden vil dele af vejnettet blive gennemgået med henblik på at gøre vejene mere selvforklarende og tilgivende – også inden der konstateres uheldsophobning.
Gennem kampagner vil der være fokus på trafikantadfærd, herunder eneuheld, cyklister og knallerter, unge bilister og hastighed. Haderslev Kommune vil i samarbejde med de øvrige kommuner i området udvikle lokale kampagner for at sætte fokus på lokale trafiksikkerhedsudfordringer, og for at opretholde et højt fokus på trafiksikkerheden.
I efteråret 2020 udarbejdes en ny trafiksikkerhedsplan som sætter retningen for trafiksikkerhedsarbejdet i de kommende år.

FAKTABOKS

Eksisterende vejnet

Det offentlige vejnet er opdelt i kommunevej og statsveje. Der er ca. 1500 km kommuneveje og 63 km statsveje i Haderslev Kommune. Hertil kommer private fællesveje og private veje. Haderslev Kommune er vejmyndighed for kommunevejene og de private fællesveje. Statsvejene administreres af Vejdirektoratet.

På kommunens veje er det vejmyndighedens ansvar at holdene vejene i den stand som trafikkens art og størrelse kræver. Kommuneplanen fastlægger retningslinjer for vejnettet, planlagte veje/vejforlægninger, trafikale forhold ved byudvikling samt trafik og landskabelige interesser.