4.3.1 Kulturhistoriske værdier - Haderslev Kommune

Kulturhistoriske værdier

• Inden for de udpegede kulturmiljøer må der kun planlægges for og udføres aktiviteter inden for byggeri, anlæg, råstofgravning med videre, hvis der tages hensyn til de kulturhistoriske bevaringsværdier, og det kan godtgøres, at de beskyttelses- og bevaringsmæssige interesser sikres.

Kirkeomgivelser

• Inden for kirkeomgivelserne må der kun planlægges for og udføres aktiviteter inden for byggeri, anlæg, råstofgravning m.v., hvis der tages hensyn til kirkernes landskabelige beliggenhed, samspil med det nære bebyggelsesmiljø eller udsigten til og fra kirken, og det kan godtgøres, at de beskyttelsesmæssige og bevaringsmæssige interesser ikke tilsidesættes.

Kulturhistoriske værdier

Udpegningen af de kulturhistoriske værdier fremhæver en række særligt værdifulde kulturhistoriske træk i området. Der er lagt vægt på kulturhistoriske værdier med egnskarakteristiske eller særlige kulturhistoriske træk samt koncentrationer af kulturspor, som i sammenhæng beskriver en historisk periode eller forløb.

Udpegningen af kulturhistoriske værdier i kommuneplanen udelukker imidlertid ikke, at der kan ske udvikling inden for områderne, men sikrer, at udviklingen sker med viden om og under hensyntagen til de kulturhistoriske værdier. De bevaringsværdige bygninger fremgår af kommuneplanens rammedel.

Nybyggeri, udvidelse eller ændring af eksisterende bygninger, tekniske anlæg og større terrænændringer inden for et udpeget kulturmiljø kan derfor kun ske under hensyntagen til, at sammenhængen mellem de kulturhistoriske elementer ikke herved forringes eller går tabt.

Som eksempler på kulturhistoriske spor kan nævnes:

• Enkeltgårdslandskaber
• Udskiftningslandskaber
• Hovedgårde og godslandskaber
• Møller og tidlige landindustrier
• Råstofmiljøer (f.eks. teglværker)
• Stationsbyer
• Det agrare landskab (landbrugslandskabet)
• Sten- og jorddiger
• Fiskerlejer/havnemiljøer
• Andelstidens anlæg (f.eks. andelsmejerier, forsamlingshuse, køle/frysehuse)
• Ejerlav
• Koncentrationer af gravhøje

Herre-, hoved- og proprietærgårde er generelt kulturhistorisk interessante. Hvor nyanlæg eller ændringer af eksisterende forhold tillades, bør det derfor foregå under hensyntagen til, at strukturen i det centrale gårdanlæg bevares samt sammenhængen med park eller haveanlægget. Ligeledes skal der tages hensyn til veje, diger, hegn, enge og skove mv. på de omkringliggende jorder for at understøtte samspillet mellem bebyggelse og landskab.

Anlæg eller aktiviteter på søterritoriet skal ske under hensyntagen til forhistoriske lokaliteter i kystvande, herunder samspillet mellem land og hav. Nyanlæg eller aktiviteter, som berører havnemiljøer, fiskerlejer, ladepladser, bopladser, vrag m.m., skal ske under hensyntagen til havnens funktioner og til de forhistoriske lokaliteter.

Vandmøller, kraftværker, engafvandingsanlæg og dambrug er karakteristiske kulturmiljøer langs vandløb. Hvor nyanlæg eller ændringer tillades, bør det foregå under hensyntagen til bygningerne og anlæggene, der er sårbare over for forfald samt terræn- og vandstandsændringer. Der skal desuden ske en afvejning i forhold til natur- og miljøinteresser.

Sten- og jorddiger er vigtige elementer i kulturlandskabet. Digerne viser både tidligere tiders arealudnyttelse, ejendoms- og administrationsforhold og fungerer som levesteder og spredningskorridorer for dyr og planter. De bidrager til et afvekslende landskab ofte med egnskarakteristiske digestrukturer. Ændring af sten- og jorddiger må normalt ikke finde sted jf. Museumsloven.

Kulturmiljøer opstået ved opdyrkning, afvanding, tørlægning og plantageanlæg udgør en betydelig del af de seneste århundreders land- og skovbrugshistorie med typiske kulturhistoriske elementer som enrækkede læhegn, nåletræskulturer, retlinede veje, grøfter, kanaler, pumpestationer samt tjenesteboliger og samlinger af gårde og huse mv. Nyanlæg eller ændringer bør ske under hensyntagen til miljøernes karakteristiske træk og under en afvejning i forhold til natur- og miljøforholdene.
Landsbyer og mindre bymiljøer rummer ofte også kulturhistorisk interessante elementer. Landsbyer, hvor gårdene ikke er udflyttet, er sårbare overfor ændringer i landsbykernens udformning f.eks. ved huludfyldning og bebyggelse, der overskrider toftegrænserne, samt ændringer i arkitektur, vejforløb og kirkeomgivelser.

Industrisamfundet, som det har udformet sig siden slutningen af 1800-tallet, bærer også på en række kulturhistoriske værdier, der skal tages hensyn til.

Fælles træk kan for eksempel være udviklingen af håndværksvirksomheder til større industrivirksomheder, opførelsen af arbejderboliger, de første haveboliger, infrastrukturen, håndværkerforeningers og arbejderbevægelsens samlingssteder m.m.

Den offentlige service, kendetegnende ved by- og centralskoler, ældreforsorgen, rådhuse og hospitalsvæsenet er også med til at fortælle kulturhistorien om industrisamfundets udvikling. Heri er kimen til nutidens velfærdssamfund.

Infrastrukturen med broer, hovedlandeveje, jernbaner og siden motorveje fortæller også meget om områdets og købstædernes bymæssige udvikling.

Med industrisamfundets fremvækst fik borgerne mere fri tid. Kimen til turisme blev lagt ved at tage på badeture til for eksempel Haderslev Næs. Her kunne man i løbet af en række feriedage opleve den friske luft, bade og nyde musikarrangementer.

Af mere konkrete eksempler fra købstædernes kulturmiljø fra industrisamfundets tid kan nævnes:

• Bryggeriet Fuglsang i Haderslev
• Tørning Mølle/ Christiansdal ved Haderslev

Alle er eksempler på kulturhistoriske værdier, som kan sikres gennem bl.a. bevarende lokalplanlægning, kommuneatlas m.v., og som bør have opmærksomhed i f.eks. forbindelse med byomdannelsesprojekter.

I såvel mindre bymiljøer, landsbyer som de større byer, der tillige typisk indeholder værdifulde kulturmiljøer, bør nyanlæg eller ændringer foregå under hensyntagen til bymiljøets gaderum og arkitektur samt de karakteristiske butiks- og servicefunktioners fortælleværdi.

For Haderslev med tilhørende opland er der udarbejdet kommuneatlas, der indeholder bevaringsværdige byer og bygninger. Det samme gælder fredede og bevaringsværdige bygninger i kommunerne. De kan ses i Kulturstyrelsens database over fredede og bevaringsværdige bygninger: www.kulturarv.dk/fbb

Mange kulturhistoriske enkeltelementer er omfattet af fredning eller er beskyttet gennem anden lovgivning herunder Naturbeskyttelsesloven, Bygningsfredningsloven og Museumsloven mv. Det gælder blandt andet sten- og jorddiger, fredede fortidsminder og bygninger. Denne beskyttelse er imidlertid begrænset til det enkelte dige, fortidsminde eller bygning. Den større sammenhæng mellem flere spredt beliggende fortidsminder varetages således ikke gennem de nævnte love som Bygningsfredningsloven. Det er derfor især ønsket om at beskytte sammenhængene, der ligger bag udpegningen af kulturmiljøerne.

Kulturstyrelsen har for hele Danmark udpeget særligt bevaringsværdige arkæologiske lokaliteter, de såkaldte kulturarvsarealer. Arealerne er ikke fredede, men kan indeholde skjulte fortidsminder, som er beskyttet af bestemmelserne i Museumsloven. Arealerne fremgår af Kulturstyrelsens database ”Fund og Fortidsminder”.

Kortlægningen skal hjælpe myndigheder og bygherrer til at se, om et givet område har en særlig arkæologisk værdi.

Kirkeomgivelser

Kirkerne udgør en vigtig kulturhistorisk arv, der rækker mere end 800 år tilbage, og nogle kirker udgør derfor landets ældste bygninger. Variationer i udformningen af kirkerne af- spejler den tid, kirkerne er blevet opført eller ombygget i. Forskellene kan også afspejle det lokale landskabs muligheder og begrænsninger og dermed fortælle om de vilkår, vores forfædre var underlagt.

Efter Naturbeskyttelsesloven er næsten alle kirker omgivet af en kirkebyggelinje på 300 meter inden for hvilken, der ikke må opføres bebyggelse på over 8,5 meter. Ved mange kirker er der desuden tinglyst fredninger for at friholde kirkernes allernærmeste omgivelser for byggeri m.m.

Retningslinjen for ’kirkeomgivelse’ er lavet for at supplere disse bestemmelser, således at myndighederne kan sikre, at der inden for kirkeomgivelserne ikke foretages indgreb, som kan virke forstyrrende på kirkernes visuelle indvirkning i landskabet. Kirkeomgivelser er typisk et større geografisk areal.

Udpegningerne af ”kirkeomgivelser” rummer både kirkens næromgivelser og kirkens fjernomgivelser.

Kirkens næromgivelser omfatter:

• det bebyggede område, hvori kirkebygningen opfattes som det dominerende
  bygningselement, og
• ubebyggede områder umiddelbart omkring kirkeanlægget, der er omfattet af kirke omgivelsesfredning (provst Exner-fredning), eller mindre ubebyggede områder hvor deres karakter og beliggenhed indebærer at selv begrænsede ændringer i områdets anvendelse og udformning kan ændre hele miljøet omkring kirken på afgørende måde.

Bebyggelse og tekniske anlæg inden for det bebyggede område i kirkens nære omgivelser, der udformes eller placeres på en meget dominerende måde, vil kunne forstyrre et harmonisk helhedsbillede. Ved renovering eller nybyggeri inden for dette bebyggede område i kirkens næromgivelser skal der ved udformning og placeringen af det enkelte bygningsanlæg tages hensyn til helhedsvirkningen omkring kirken.

Kirkens fjernere omgivelser er det åbne landskab, hvori kirken opfattes som en markant bygning. Det er hensigten med udpegning af kirkeomgivelserne, at den del af omgivelserne, der kan betragtes som fjernere omgivelser, bevares som et åbent agerdomineret landskab. Der er tale om en tilkendegivelse af, hvor en egentlig byvækst, skovrejsning, opførelse af fritliggende bygninger eller særligt høje eller store driftsbygninger skønnes at være uheldig ud fra hensynet til at bevare en sammenhæng mellem kirkeanlægget og det omgivende landskab. Såfremt en afvejning af de planlægningsmæssige interesser gør det nødvendigt at bygge inden for kirkernes fjernomgivelser, skal der tages hensyn til kirkernes beliggenhed i landskabet og udsigten til og fra kirken. Store tekniske anlæg som for eksempel højspændingsmaster, vindmøller og vejanlæg bør så vidt muligt undgås inden for kirkeomgivelserne.

Afgrænsning af kirkeomgivelser kan opdeles i 3 kategorier:

• Kirkernes fjernomgivelser, der består af åbent land eller til dels åbent landskab, hvori kirken opfattes som den markante bygning.
• Kirkernes næromgivelser, der overvejende består af bebygget område, hvor kirkebygningen opfattes som det dominerende bygningselement.
• Særligt kirkeområde, der består af kirkeanlægget med kirkeomgivelsesfredning samt mindre arealer i umiddelbar tilknytning til kirken.

Det bemærkes, at de to sidstnævnte kategorier svarer til definitionen af kirkens næromgivelser i denne redegørelses del.

For Haderslev Kommune foreligger rapporten ”Registrering af kirker og kirkeomgivelser i Sønderjyllands Amt, 2000”. Udpegning af kirkeomgivelserne, retningslinjerne for kirkeomgivelserne og den dertil knyttede redegørelse i kommuneplanen for Haderslev Kommune tager udgangspunkt i denne rapport og viderefører således den uddybende gennemgang af kirkeomgivelserne i rapporten.