Den maksimale konsekvensafstand for Sønderjysk Biogasproduktion I/S må ikke række ud over det område, der er afgrænset ved den generelle planlægningszone på 500 m.
Risikovirksomheder er virksomheder, hvor der forekommer farlige stoffer i så store mængder, at de udgør en risiko for omgivelserne, hvis der skulle ske et uheld.
Risikovirksomheder må ikke etableres eller eksisterende risikovirksomheder må ikke udvides væsentligt, med mindre risikomyndighederne konkret vurderer, at risikoforholdene kan betragtes som acceptable.
500 meter zonen bibeholdes omkring risikovirksomheder - også efter, at der er fastsat konkretiserede sikkerheds- og planlægningszoner. Det vil dog være retningslinjerne for de konkretiserede zoner, der primært vil blive vurderet efter i en konkret sag om ændret anvendelse.
Omkring risikovirksomheder, som endnu ikke har fået accept af sikkerhedsforholdene, er der kun udlagt 500 m zonen omkring virksomheden. Før der kan laves ændringer i arealanvendelse inden for zonen, skal der foretages en konkret vurdering af, om risikoforholdene vil være acceptable.
I 2020 findes der i Haderslev Kommune kun virksomheden Sønderjysk Biogas Bevtoft A/S, som er omfattet af Risikobekendtgørelsen. Der foreligger et accepteret sikkerhedsdokument på det nuværende anlæg. Virksomheden har i 2019 fået myndighedernes tilladelse til at udvide anlægget, herunder at etablere en økologisk linje, der gør det muligt at behandle økologisk husdyrgødning. Udvidelsen vil ske etapevis, og opdateret sikkerhedsdokument vil foreligge, inden udvidelsen kan sættes i gang. Vilkår i miljøgodkendelsen til anlægget siger, at den maksimale konsekvensafstand ikke må række ud over det område, der er afgrænset ved planlægningszonen, dvs. 500 meter zonen, jf. kommuneplantillæg for biogasanlægget.
Se lokalisering af biogasanlæg her.